Tænk, det er allerede 1 uge siden Fanø festivallen sluttede - og sikke en festival!
Samvær med skønne mennesker, en smuk og naturskøn ø, det mest utrolige sensommervejr, glade strikkere overalt, inspiration i lårtykke stråler, en weekend i min elskede California sammen med gode venner og ikke mindst: hele 4 workshops = pladen fuld.
Jeg mødte nogle stykker af jer bloggere, derovre. Det var herligt - skønt at få hilst rigtigt på jer.
Jeg havde en ganske fantastisk weekend - og mine forventninger blev helt indfriet. Jeg var sidst til Fanø strikkefestival for 4 år siden. Dengang var det hele noget mindre og man kunne bedre komme til, men vejret - det var det samme....og workshop-stemningen var også den samme.
Fanø festival for mig er i høj grad at deltage i workshops for at få ny inspiration, for at møde spændende strik-designere og for at lære et par nye tricks. Sidste gang deltog jeg i 2 workshops og en mini - denne gang valgte jeg at give den fuld skrue og fylde både lørdag og søndag helt op med workshops - og var så heldig at min rejsemakker var med på det.
Første workshop var patentstrik med Bente Geil - en rigtig god workshop, hvor jeg fik prøvet nye patent-teknikker: 2-farvet patent, netpatent, krydspatent (som var særlig smuk på ekstra tykke pinde) samt ikke mindst glatpatent. Glatpatent ligner næsten glatstrik på den ene side, men bagsiden har et smukt, knudret strukturmønster - og kontrasten mellem de 2 sider er meget smuk - især strikket i Geilsk bomuld/uld.....uuuhhh, det gav drømme om en smuk jakke....Bente var en fornøjelse som workshoplærer og hun havde endda lavet et supergodt kompendie.
Anden workshop var Helga Isager, hvor hun havde valgt at tage prøver med fra hendes nye boligkollektion. Jeg valgte at strikke en lille prøve på den meget smukke plaid.....uuuuhhh, jeg gad godt have tålmodighed til at strikke hele tæppet - det er såååå fint. Hun viste også et par modeller fra hendes kommende hæfte med beklædning (mener hun sagde november?): en pigekjole, en klokkevest, en børnepatentsweater og en oversize sweaterkjole. Uhhhh de sidste 2 var jeg særlig begejstret for. Sweaterkjolen MÅ jeg bare eje og patentsweateren var strikket i 2-farvet patent med kid mohair som den ene tråd - resultatet var en ualmindelig let og skøn sweater - hjemme ved strikkebøgerne måtte jeg fluks granske opskriften til '60er sweateren i hendes "Strikketøj" bog - sådan en sweater vil blive totalt yndlings!
Tredie workshop var Ret og Riller med Rachel Søgård. Jeg kendte godt noget af Rachels design i forvejen, men havde aldrig mødt hende - og emnet lød meget spændende. Rachel er af en helt særlig kaliber: dygtig til at undervise og ualmindelig skøn at være sammen med. Og så kunne hun altså et par tricks med retmasker - det var skægt. ALT på prøven er strikket med retmasker (eller masker løs af) - selv det, der ligner rib. Også her gav prøvestrikkeriet næring til mange drømme om hvad teknikkerne kunne bruges til.
Sidste workshop var bladmønstre med Lene Holme Samsøe. Lene's design har jeg været fan af i mange år - hun har en helt særlig fin, elegant og feminin stil - og når man ser hende ved man hvorfor. Hos Lene kunne man øve sig i forskellige bladmønstre eller man kunne strikke en hue - ovenikøbet i garn sponseret af Sandnes. Så jeg strikkede en hue (som datteren snuppede fluks jeg kom hjem). Og som bonus havde Lene alle modellerne med fra "Mere feminin strik" - uha de er fine! Jeg blev bekræftet i at Fionas frakke skal strikkes - i originalgarnet er den ualmindelig let og fin. At Lene så samtidigt var rigtigt dejligt selskab satte et skønt punktum på et tætpakket workshop program.
Jeg er glad for mit valg - og kunne snildt finde på at gå efter "pladen fuld" også næste gang. Der var godt nok ikke så meget tid til at ose/shoppe og bare nyde øen og stemningen - så næste gang må weekenden udvides lidt for at få det hele med :-)
Fik jeg så slet ikke shoppet? Jow jow - en smule - mere om det i næste post.
Hej alle,
Tak for jeres skønne kommentarer - jeg nøøøøøød mine workshops og kunne egentlig godt lide at programmet var så tætpakket.
@ Birgitte: glæd dig til sweaterkjolen - den er et must have! Og er også liiige dig, tror jeg - ligesom det meste Amimono ;-))))
@ Lene: det må du bare - altså deltage i workshops næste gang! I mine øjne er det det, der gør Fanø festivallen speciel!
@ Inge: min prøve er strikket med enkel tråd supersoft (den gode slags fra Holst) efter en strikkeprøve-opskrift og ikke efter opskriften i bogen. Derfor er den lidt mindre og der er kun 5 riller i mellemstykket og effektfarvefeltet er kun med 1 tråd. I opskriften står der 10 riller og dobbelttråd Tvinni (ikke Spinni) i effektfarvefeltet, så du gør det rigtigt nok. Jeg vil mene at du sagtens kan skifte Tvinni ud med supersoft/højlandsgarn, hvis de farver passer dig bedre, det vigtige er at huske den tynde alpaca medløbertråd.
:-))) Britt
Posted by: Britt | oktober 15, 2011 at 08:48
Ejj hvor ser den prøve på plaiden fin ud. Jeg har den absolut også i tankerne, og jeg har lavet strikkeprøve, men jeg kom til at strikke effektfarve stykket i dobbelt tvinni, og det skulle vidst være i spinni. Jeg synes bare at din prøve må være strikket med, er det tvinni som enkelt tråd? Det er jo med andre farver end spinnien findes i, og der står i opskriften at man skal strikke 20 p, altså 10 riller, men jeg synes der er 5 riller i dit stykke. Så er der fejl i opskriften - ved du det? Sagde Helga noget om det?
Venlig hilsen
Inge
Posted by: Inges Uldprogram | oktober 14, 2011 at 20:31
Man bliver da helt glad af at se på alle de dejlige billeder - og lidt misundelig ;-)
Posted by: Mette G. | oktober 11, 2011 at 11:19
Hvor var det skønt at hilse på dig - det er fantastisk at det lykkedes at løbe på hinanden med det tætpakkede program, du har haft. Det lyder spændende og lærerigt - jeg vil helt sikkert også på workshops næste gang - for det er ikke så tit, der er så god en chance for at lære nyt :-)
Posted by: Lene Klitgaard | oktober 04, 2011 at 19:30
Pladen fuld, indeed! ;) Det ser ud til at have været en rigtig, rigtig spændende og inspirerende weekend.
Posted by: Karen S | oktober 04, 2011 at 10:16
Ih, det lyder som en skøn weekend, du har haft. Min mor og jeg var også svært tilfredse med det fine vejr, den gode dobbeltworkshop, vi var på lørdag og ikke mindst hinandens selskab :)
Jeg var til Helga Isagers tilsvarende workshop i Sommerfuglen om tirsdagen inden strikkefestival, og er også helt klar til klokkevesten og børnesweateren til november (det var også november, hun sagde dér) og med din omtale af sweaterkjolen, som jeg ikke har set, kan jeg jo slet ikke vente! :D
Posted by: Birgitte | oktober 04, 2011 at 10:00
Det var så dejligt endelig at se dig "live", og lige som jeg havde forestillet mig. Tak for fremvisningen af campingbilen over dem alle (jeg har drømt om så'n én lige siden :))
Det er nogle super workshops du har været til, kan jeg se, Isager ville jeg også gerne have været med til, det må blive en anden gang.
Posted by: Tineke | oktober 04, 2011 at 09:19
Jeg kan se at du haft eb lige så lærerig weekend som mig. Det er dejligt med ny inspiration.
Posted by: Merete | oktober 04, 2011 at 01:51
Sikken en dejlig lærerig weekend du har haft på Fanø. Glæder mig til at læse om dine indkøb.
Posted by: Merete | oktober 03, 2011 at 22:43
Sikken en dejlig lærerig weekend du har haft på Fanø. Glæder mig til at læse om dine indkøb.
Posted by: Merete | oktober 03, 2011 at 22:43