Det er efterhånden nooooget tid siden jeg startede på dette års allerstørste blog-basker: Helga Isagers forrygende Camomille sjal/kæmpetørklæde.
Og det er efterhånden også noget tid siden det blev færdigt.....men så var der lige det med at få smidt det her på bloggen.....nå, lad det ligge..her er min udgave.
Og som alle andre Camomille-strikkere er jeg også begejstret. Detaljerne er supersmukke hver for sig: skiftevis robuste retriller og florlette retriller, den voldsomme størrelse, de totalt tjekkede men ikke særligt praktiske kvaster og den smukke kant. Og sammen hæver de sig langt over gennemsnittet.
Kvasterne er et must i min optik - de gør at den skifter karakter fra sjal til tørklæde, fra hedebindesjal til trendy og ungt tørklæde. De er overhovedet ikke praktiske og kan nemt vippes ind i både opvaskemaskiner, bageovne, opvaskebaljer og det, der er værre. Men pyt, de er så fede!
Min Camomille er strikket i en tråd Isager Alpaca 1 og en tråd Tvinni Alpaca - blødt som en sky og med et fantastisk fald. Der kan kun siges godt om de garner - og meget ærgerligt at den sidste er udgået....godt Design.club/Duo nu fører en tilsvarende kvalitet :-)
Jeg tror vi iler til faktaboksen:
Mønster: Camomille fra Helga Isager 2010 collection
Pinde: 3½ mm Addi Turbo
Garn: Isager alpaca 1 den lyseblå, lidt over 100 gram + Isager Tvinni Alpaca fv 11, ?? gram (har mistet noterne....)
Hit? Ja, for katten - det er både dejligt varmt og man føler sig ret hip med på på - altså på den nonchalante tørklædemåde.
Faktisk har jeg lavet en lille fotoserie over hvordan jeg lavede kvasterne. Måske er aktualiteten for den faldet? Måske ikke? Kunne du godt tænke dig at se min kvaste tutorial??