Helga Isager har udgivet en ny booklet. Det har uden tvivl fanget din opmærksomhed, for det er ikke længere en nyhed i blogland.
Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at se den, bladre i den og ikke mindst læse opskrifterne og drømme om hvilke udgaver jeg gerne vil strikke. Jeg var nemlig ikke et sekund i tvivl om at der ville være flere modeller, der fluks røg på to-do listen.....jeg har en "faible" for hendes design. Hun kan noget helt, helt særligt.
Og pludseligt opstod muligheden for at deltage i en workshop med hende hos Sommerfuglen. Jeg tænkte ikke så længe over det (havde egentlig ikke rigtigt tid, men den slags chancer skal helst ikke forpasses) og bestilte fluks en billet. Jeg ved nemlig at Sommerfuglens arrangementer altid er udsolgt på meget kort tid - så man må hugge til med det samme.
Det var den fedeste workshop. Vi var ikke ret mange og der var god tid til at nærstudere alle modellerne, prøve de anvendte teknikker af og ikke mindst; få lidt hjælp af Helga, når man ikke helt forstod teknikken. Jeg må indrømme at de vandrette masker drillede mig lidt, men pludselig forstod jeg og så gik det derudaf.
Vandrette masker anvender hun i 3 modeller: Vanilla, Lemon og Rose. Det ses ikke så tydeligt på fotos i bookletten - hvis man ikke vidste bedre kunne man tro at det er retriller. Det er det ikke og teknikken med de vandrette masker giver det fineste resultat. Men har man ikke prøvet det før eller set det kan man snuble lidt i teknikbeskrivelsen. Når jeg når til en af de modeller vil jeg prøve at vise hvordan. På strikkeprøven kan det anes hvordan de ser ud og hvordan der opstår en række meget luftige masker lige over de vandrette masker - rigtig fin effekt.
Modellerne er meget, meget fine og præsenterer sig helt anderledes, når man ser dem live. De, der ikke er "eye-catchers" ved første øjekast vinder gevaldigt ved at se dem tæt på.
Og yndlingene får yderligere detaljer til bevidstheden: Vesten Cinnamon er f.eks. utroligt let i virkeligheden og slet ikke kompakt som den ser ud til på billedet. På min strikkeprøve kan det ses at der er pinde med udelukkende den tynde mohair imellem vævestriksboblerne og det giver et utroligt let udtryk.
Honey kan vendes med den side ud man bedst kan lide - på billedet i hæftet er "vrangsiden" vendt udad og Hulkrus mønstret er blevet vrangside - det giver en meget flot effekt med den melerede mohair. Vender man i stedet hulkrusen udad og bruger mange farver som til Poppy har man en voksenudgave af den. Den model har rigtigt mange muligheder.
Det fremgår vist tydeligt: jeg er begejstret! Det gør en kæmpe forskel at have set modellerne - de er bare SÅ fine!!
Jeg har allerede konkrete planer og garn stillet klar til ikke mindre end 3 modeller....og drømmer om flere af dem....ooohhhh hvor er de fine!
Hej alle,
Tak for alle de fantastiske kommentarer!!
@ Tina: jeg skal gøre mit bedste - ellers må du bare se det IRL snart...håber jeg...
@ Ann & Karen S: velbekomme. Det kommer helt af sig selv, for jeg har allerede gang i 3 af modellerne....
@ Karen: glæd dig! Men du skal ikke vente på billetten - Sommerfuglen sender ikke billet til de små workshops, der er ordrebekræftelsen nok.
@ Gitte: ja, der er så meget strikkeinspiration at man næsten ikke kan rumme det. Jeg har også begge - og er ikke i tvivl om at Helga's er bedst.
@ Tineke: det har du helt ret i. Billederne er meget stylede på bitte-små modeller og desværre kan man ikke se detaljerne. Men IRL er de fantastisk fine!
@ Mette: glæder mig til at se din Vanilla - den bliver helt sikkert rigtig fin. Og du har ret: første gang man ser de luftige masker kan man godt få tanken om det nu også skal se sådan ud...
@ Birgitte: det vidste jeg godt - altså at du stort set er igang med dem alle. Skal vi ikke bare tage dem alle - os to? Det har jeg i hvert fald lyst til.
@ Ulla: du bliver nødt til at eje det hæfte! AD's nye bog er også fin - men Helga's er finere - synes jeg.
@ Helle: næææhh, hvor spændende. Jeg glæder mig til at se din udgave af Lemon.
@ Charlotte: jeg skal gøre mit bedste :-)
:-)) Britt
Posted by: Britt | oktober 12, 2010 at 10:06
Jeg vil glæde mig til at få de vandrette masker forklaret.
Posted by: tanterne | oktober 09, 2010 at 20:09
Spændende læsning, Britt!
Jeg er i fuld gang (og næsten færdig) med Lemon, så jeg har også fingrene i de vandrette (og effektfulde) masker..
Knus Helle
Posted by: Helle | oktober 07, 2010 at 12:13
Det lyder som et spændende foredrag. Jeg overvejer seriøst at hoppe på 5 toget engang og tage på kursus hos Sommerfuglen. Ahhh vandrette masker de er sjove, dem bruger Nancy Bush også. Måske jeg alligvel skulle kigge nærmere på Helgas bog, men i aften kommer Annette D sååå.
Posted by: Ulla | oktober 07, 2010 at 11:04
Jeg kunne ikke være mere enig!
Blev også solgt til Vanilla i det øjeblik jeg så den i butikken (inden den lukkede) og måtte straks slå op til den i den skønneste mørk-pinke farve (Holst Gladioli). Jeg fik strikket næsten to ærmer på min ferie til Firenze i forrige uge, så jeg er allerede godt med (udover at jeg fik knækket min Addi Bambus i går aftes...). Og jeg ved allerede nu at det bliver en vinder! :D
Havde ikke problemer med de vandrette masker, men er helt enig i at det er en fantastisk effekt - og meget mere end retriller! Som altid med Helga synes jeg netop det er det enkle design og så detaljerne, der gør det.
Er også startet på Honey i sort mohair og rød Holst (farven Poppy) - overvejer stadig om kontrasten er for vild, men jeg tror nu det bliver godt. Og, nåja, Camomille. Lige nu strikkes der dog mest på Vanilla.
Og så må jeg jo også lave kjolen (Rose?) når nu jeg er så glad for de vandrette masker - og Lemon. Hehe.
Er glad for at se en strikkeprøve på vesten - var også bange for, at den ville blive for tung.
Glæder mig sådan til at se, hvilke modeller, du skal i gang med - og i hvilke garner og farver! :)
Posted by: Birgitte | oktober 07, 2010 at 10:13
Tak! :-) jeg er godt i gang med vanilla, og var ærligt talt i tvivl om, om der skulle være længere masker over de vandrette. Så nu kan jeg strikke videre med ro i sindet. Ikke at jeg havde pillet op, er på niende vandrette og de tager en krig ;-)
Posted by: Mette | oktober 07, 2010 at 09:58
Lækkert, og nøøøj at have været til workshop med hende, lucky you! Det ville være en drøm, og også at se modellerne tætte på, for i bogen synes jeg, nuvel, lad mig sige det pænt, at der er mere styling end strikkemodel over det.
Posted by: Tineke | oktober 06, 2010 at 19:02
Det ser rigtig inspirerende ud!!! Glæder mig til at høre endnu mere!
KH Karen
Posted by: Karen S | oktober 06, 2010 at 17:50
Du har helt ret - hun kan noget særligt ;-)
Jeg "kom også til" at købe hendes nyeste hæfte.... Og det har jeg så sammen med Strik en stund - altså jeg er frusteret - der er så mange ting jeg gerne vil strikke, at jeg kan få helt stres, og det er jo absolut ikke meningen, snarer tværtimod, og så har jeg et selvbestaltet "garnkøbeforbud" indtil der er svundet i lageret - hmmmmm....
Glæder mig til at se hvad du finder på ;-)
Posted by: Gitte | oktober 06, 2010 at 16:31
Wee! Hvor fedt med en anmeldelse :) Jeg glæder mig! Har jo bestilt, men har endnu ikke modtaget billet..gys!
Posted by: Karen | oktober 06, 2010 at 16:29
Sikke et dejligt og inspirerende indlæg.
Tak for forklaringerne med fotos.
Det bliver interessant at følge dig undervejs.
Posted by: Ann | oktober 06, 2010 at 16:21
Og ooooh, hvor vi glæder os til at se og til at få forklaret teknikker ;o)
Posted by: Tina/chance-strikkeren | oktober 06, 2010 at 16:15