Som lovet endnu en færdig sag...også denne til datteren.....og det er sørme et ønske udtalt fra hende: "Moaaarrr, vil du ikke nok strikke en rød nederdel til mig....den med knopper?" Jow, da! Også i den grad og det kan da næsten kun gå for langsomt.
Jeg havde tidligere strikket en rød nederdel til hende: Hindbær fra den fantastiske bog "Hønsefødder og Gulerødder". Den er hun vokset fra og pludselig en dag kom hun i tanker om den og ville gerne have en ny.
Garn? Hvad skal jeg strikke den i? Uhhhaaa - jeg kunne jo vælge det sikre og lave den i Arwetta ligesom sidst. Supersoft er udelukket (desværre) - hvis hun synes en trøje kradser, så vil det kradse vildt (i hendes optik) at sidde på en nederdel af det (uhhh, jeg husker med gru de gammeldags uldpolstrede spisestuestole jeg måtte sidde på mangen en gang som barn på besøg hos ældre familiemedlemmer...ohh ve ohh jammer).
Men så fik Sanne nyt garn hjem: Rasmilla's Luksusgarn - og det måtte jeg jo prøve.
Vips Vaps - 2 fluer med et smæk. Garn bestilt hjem og igang med den røde nederdel. Jeg forestillede mig også at silken i garnet ville give nederdelen et flot fald....og det gør det også!! Den er blevet rigtigt fin.
Ligesom sidste gang har jeg strikket den frem og tilbage og syet sammen midt bag - jeg kan bare ikke få rib til at se pænt ud, når jeg strikker ribben rundt. Taljen har fåen en elastik i for at holde sammen på garnet - jeg fornemmer at det silkeholdige garn godt vil give sig....og det duer ikke at nederdelen ender om anklerne på hende.
Garnet er rigtigt dejligt og silken giver det strikkede et rigtigt fint fald - kan varmt anbefales. Garnet sælges med en smule spindeolie i, men det tør jeg ikke udsætte mine hænder for - så der skal vaskes garn inden der slås masker op.
Denne gang valgte jeg dog at teste et fif, jeg havde læst om: stop krydsnøgles i en sok og vask det. Det lød helt ærligt for vildt i mine ører - det kan da aldrig vaske spindeolien i midten af nøglet væk. Jo, det kan det. Det er faktisk vildt smart - og ikke noget ballade med først at vinde garnet over i fed.
Der er 3 simple trin:
- put krydsnøglet i en sok (jeg valgte at købe billige knæ-nylonstrømper - for der kan vandet bedre komme igennem og der kan slås knude på)
- vask i maskinen på uldvaskeprogram med uldsæbe
- tag krydsnøglet ud af strømpen og lad det tørre et luftigt sted - evt på en lunken radiator.
Nå, jeg må vist hellere huske faktaboksen:
Opskrift: Hindbær af Annette Danielsen fra Hønsefødder og Gulerødder, str 6-8 år
Garn: Rasmilla's Luksusgarn, rød, cirka 120 gram
Pinde: 4½ mm Addi Turbo + 3 mm Addi Turbo til belægningen foroven
Hot? Ja, jeg synes den er skøn og har et fedt fald. Jeg må dog nok vente til efteråret for at se hende gå med den....den er nok for varm nu...
....selvom sommeren i år er nogenlunde lige så drilsk som en 10-årig dreng med aprilsnars-øjne....