Tænk sig at jeg skulle være så heldig at opleve både Vivian Høxbro og Hanne Falkenberg med kun 2 dages mellemrum. Det var ganske fantastisk og begge dele var oplevelser jeg kan leve højt på længe.
Både VH og HF er superdygtige strikkere og designere, der har det til fælles at de arbejder seriøst med farvesammensætning, med konstruktion af flotte, holdbare modeller der er spændende at strikke og ikke mindst at de begge skriver utroligt gennemarbejdede opskrifter.
Men der er også ret store forskelle. De har hver deres specifikke stil og bruger farver på ret forskellige måder. Hvis man skal sige det kort vil jeg kalde HF's stil for den elegante og VH's for den mere eksplosive/ekspressionistiske. HF's modeller fremhæver den elegante kvindekrop - ofte med smukke taljeringer og mange af modellerne er så klassiske i deres udtryk at de snildt kan erstatte blazeren i det halv-formelle business-look. VH's modeller derimod har ofte mere voldsomme farvesammensætninger (nogen gange næsten provokerende) og trøjerne har mere et "hygge-trøje"/kunstnerisk præg.
Jeg tog afsted påVivian Høxbro's farvekursus for at blive inspireret af hendes tilgang til farver og for at grave et lag dybere i hvordan hun tænker farver. Jeg har ofte undret mig over hendes farvevalg til modellerne og ville gerne forstå. Det kom jeg til.
Jeg lærte ikke nyt mht farveteori (farvecirkel, lys/mørk, kontrast, valeur og den slags) - men jeg fik lov til en hel dag at eksperimentere med alle hendes farver og til - ikke mindst - høre hendes og de andres fortolkninger af de strikkede lapper.
Vi fik en del opgaver undervejs - opgaver hvor temaet på forskellige måder var at bruge farver, vi ellers ikke bruger i sammensætninger, vi ikke kunne drømme op. For at lære nyt om hvordan en lille dosis af en "adr"-farve kan få en "jahhh"-farve til at lyse op.
Mine lapper ses her - fra den ene side og den anden:
Pastellerne var ikke mit valg, men min nabos - og det sjove var at jeg kom til at holde meget af dem og den forårs-blomsterhave jeg så i dem. De små røde lapper yderst var de farver min nabo så som gode til mig....og sjovt nok havde jeg også rødt på den dag :-)))
Nå, men tilbage til det med at forstå VH farveuniverset. Det gik op for mig at hun er næsten ligeså fremmed for de blå farver som jeg er for sennepsfarver. Det gik op for mig at hun i alle modeller absolut vil have en gylden farve mast ind sammen med den blå - at de kølige blå farver aldrig får lov til at stå alene. Og det er lige præcist der, hvor jeg nogen gange stejler lidt over hendes farvevalg i modellerne. Jeg ville ønske at hun i de blå modellerne nedtonede trangen til det gyldne lidt mere og at hun turde lave en (næsten) rent kølig model. Det kan nemlig godt lade sig gøre uden at det bliver kedeligt. Og jeg tror vi er mange, der vil sætte pris på det.
Mødet med Hanne Falkenberg var i form af et foredrag, arrangeret af Sommerfuglen (jeg har ingen billeder, menher er der billeder fra sidst hun var hos Sommerfuglen). Jeg havde virkelig glædet mig til at møde kvinden bag de utallige, smukke trøjer. Sikke en kvinde! HF er en høj, flot og meget elegant kvinde - og ja, hun har lange arme (deraf de lange ærmer i opskriften) - men hun fortalte at hun er opmærksom på at andre ikke har så lange arme.
Hun fortalte om sin baggrund, om historien bag hendes firma og ikke mindst om hvordan de enkelte modeller blev til. Og undervejs fik jeg indtryk af en kvinde, der er utroligt dygtig, har en helt utrolig tæft for hvad der vil virke godt, både mht konstruktion og farver og ikke mindst en kvinde, der også er meget ydmyg, venlig og imødekommende. Hvis du i blogland har fået indtrykket af en arrogant kvinde, så er det helt, helt forkert! Hun er meget optaget af at købere af hendes kits skal få en god strikkeoplevelse og der er både hjælp og ekstra garn at hente, hvis man går i stå eller der var for lidt i kittet.
Bagefter var der fri prøvning af modellerne.....nøøøøøjjjjj, hvor kan det blive kaotisk, når rigtigt mange kvinder gerne vil prøve rigtigt mange modeller i et lille sidelokale med spejl. Men med tålmodighed og ro i kroppen kan meget lade sig gøre og jeg fik også prøvet en del af dem. Lad mig bare sige at ønskesedlen over hendes modeller stadig er meget lang....
Her bagefter er det tydeligt at strikkeverdenen ville være fattigere, hvis ikke de begge var her. De giver hver deres fantastiske bidrag til inspiration af alle os strikkere. Men der er heller ingen tvivl om at mit største kit-ønske er en HF trøje.