Hele verden venter med spænding på hvad der sker i nat "over there" - det er tid til at prise filmverdenen med Oscars - og dermed er det også tid til den årlige uddeling af GrenDesign awards.
Derovre består juryen af det helt panel af fine og rasende betydningsfulde filmfolk, filmselskaberne har skudt de helt store reklamekanoner afsted for at profilere lige netop deres film bedst muligt og filmstjernerne har tilbragt de seneste uger i diverse skønhedscentre for at tage sig absolut bedst muligt ud foran kameraerne i nat.
Herhjemme består juryen af mig (ugh!), de nominerede kandidater har vist deres værd i praktisk brug og jeg sidder her i en gammel kjole, Monkey på fødderne og min elskede Pisa krænget om skuldre og ryg. Men derfor kan det da godt blive åndeløst spændende, fantastisk, nervepirrende og alt muligt og I kan sidde der bag skærmen med tilbageholdt åndedræt....helt sikkert...
Er I klar? Here goes (Typepad driller, så jeg kan ikke få smækket alle de links ind, jeg gerne vil - men de strikkede ting kan ses ved at kigge på Galleri Strik 2009 i venstre side-bar):
Mest brugte strik, voksen
Da jeg bruger det meste rigtigt meget kan mange af modellerne nomineres her. Men der er 2 af tingene, der særligt mange gange er blevet krænget på, nemlig Owls og Pine. De er begge superfine og meget anvendelige. Jeg holder utroligt meget af humoren i Owls og Pine er bare sådan en trøje man flytter ind i - og i denne vinter har den bare lyst op med orange farve-vitaminer. Awarden går til Pine.
Mest brugte strik, børn
Her er der 2 meget forskellige nominerede: den lille, fine vest Anemone og den store, pompøse Snoninger & Hætte. Anemone er så let og så fin at den lige passer til at lune en lille pigekrop - og den kan godt sniges på selv kradssarte piger. Snoninger og Hætte er en, der fylder i landskabet og kræver opmærksomhed og med sine mange snoninger og fine, fine detaljer fortjener den det også - og det er også den, der får awarden - den er meget flittigt brugt!
Flotteste strik
Den var svær, for hvad menes med flotteste? Sværeste? Mest imponerende? Bedst udførte? Bedste effekt?
Der er mange muligheder og i år har jeg valgt at lade awarden gå til en ret lille sag, nemlig den fine Barbie-kjole, jeg lavede på en Christel Seyfart workshop. Den kjole rummer for mig drømmene om mit helt eget sjal - et sjal, hvor jeg selv har valgt farverne, mønster og form. Et sjal, hvor jeg kommer til at svømme hen i nydelse over de mange vidunderlige farver og rytmen i fair isle strik - en teknik jeg elsker højt, men ikke har dyrket så meget i disse år med børn om benene og hurtigtkørende job...netop fordi den kræver ro og koncentration. Men jeg kan mærke at tiden nærmer sig og jeg er stille og roligt ved at samle farver (der skal være mindst 2x20 farver/nuancer, jo flere nuancer jo bedre). Det svære er at finde/tegne/mærke det mønster, der er mig.
Årets strikkebog
Ingen tvivl her - det er årets Annette Danielsen bog: "Det er ganske vist". AD kan noget helt unikt: hun kan designe modeller, der er både smukke og anvendelige med det helt rigtige stænk af humor; hun kan skrive opskrifter, så man kan hitte rede i hvad der er op og ned og så kan hun sprøjte fede strikkebøger ud i en fart, så man bliver stærkt forpustet. Der er jo INGEN chance for at nå at strikke dem, man gerne vil inden den næste bog er på hylden. Men pyt Annette, blive endelig ved - for dine bøger ER fantastiske. Et lille hint dog: husk en bedre lyssætning, når der fotograferes mørke modeller i bøgerne....
Årets garn
Ikke den store tvivl og næppe en overraskelse: Den gode, ærlige, sprøde, smukke og fantastiske Supersoft fra Knoll spinderierne. Kan købes mange steder - jeg vil anbefale hos Holst.
Årets design
Der laves rigtigt mange fine strikmodeller og det ville være nærliggende at vælge en AD eller Rasmilla model, men jeg vælger at lade min award gå til Bente Geil og hendes superfine Overslyngel. Den trak tænder ud at strikke, men jeg er sååååååååå glad for den færdige model. Den er utroligt velsiddende og flatterende og har sit helt eget finurlige udtryk. Jeg gad godt have flere af dem i skabet...tror bare ikke jeg gider strikke dem..
Årets tool
Jeg har i 2009 (som i tidligere år) udvidet min tool samling. Man må aldrig gå ned på udstyr..høhø.. Men der er 2 rigtigt fine ting, som jeg er særligt glad for - ting, som ofte ikke får den store attention. Den ene er min Reisenthel multicase, som fungerer som mit strikke-penalhus og det gør den helt perfekt. Reisenthel laver produkter, der bare virker og som er geniale i al deres enkelthed. Den anden er min 4½ mm 150 cm Addi Turbo rundpind, der blev indkøbt til Bindesjalet. Jeg troede at den så skulle ligge der i rundpindekassen og vente på det næste sjal, men den har været i brug mange gange siden - det er ge-ni-alt at strikke en sweater over på den med mellemrum og så prøve det strikkede på uden fare for at maskerne suser af. Kan man magic loop kan man såmænd strikke hele sweateren på den og dermed jævnligt kunne glatte den helt ud og måle om den passer. Jeg ved godt at man med topnøglesættene (KnitPro m.m.) kan samle sig en ligeså lang pind, men så skal man skrue af og på - og det gider jeg faktisk ikke i farten. Awarden går til.....trommehvirvel....min 150 cm rundpind.
Årets opskrift
Her skal vi til Rasmilla-land. Jeg har strikket flere af Sanne's modeller i 2009, nogle af dem som teststrik inden opskriften var helt færdig - og jeg kan bare sige en ting: hun kan skrive opskrifter! Bare gør hvad der står - hun har prøvet både den angivne metode og alternativer og fundet den bedste - og tingene passer sammen. Awarden går til Rasmilla.
Årets værste garn
Strømpegarn med glimmer i! No doubt! Det lyder fantastisk og bling-bling-pigebarnet var da også dybt forelsket og jeg strikkede gud-bedre-det knæstrømper af det. Hun har ikke haft dem på en eneste gang - og jeg forstår hende. Glimmer kradser!
Årets påfund
Ja, jeg er stadig lidt stolt af den: min sokkestrikketaske med toolkit. Den holder hele vejen og den passer helt perfekt til sit formål.
Det var prisvinderne blandt de strikkede værker i 2009 (tidligere års awards kan findes i venstre side-bar). 2009 blev et lille strikkeår, sammenlignet med tidligere år, men jeg er meget tilfreds med de fine ting, der tilflydt vores garderober. Lidt og godt er nu heller ikke så tosset. For en god ordens skyld skal det nævnes at kandidaterne til ovennævne kun kan findes blandt det jeg strikkede eller købte i 2009.
I starten af året var der rigtigt mange af jer, der lavede strikkestatus og nogle af jer uddelte også awards. Det var rigtigt spændende og interessant læsning og hvis du endnu ikke har lavet en sådan vil jeg mægtigt gerne opfordre dig til at gøre det - lejligheden er der måske lige nu? Min uddeling af awards er linket til Oscar-timingen af flere grunde. For det første fordi de sidste strikkede værker i året før kan nå at bevise sit værd (eller det modsatte) i praksis inden awards tildeles og for det andet fordi Oscar-hurlumhejet minder mig om at få det gjort og endlig fordi jeg synes det er skægt at have en strikke-award som modvægt til den pompøse Oscar-fest. Måske det også skal blive din timing?
Rigtigt mange brugte også årsskiftet til at opstille strikkemål for 2010. Der var mange gode, udfordrende og interessante mål og mange af dem kunne jeg snildt annektere og gøre til mine egne. Jeg lever dog et arbejdsliv, der i den grad er præget af målstyring og jeg er en sand mester i at opstille og nå mål (er projektleder i en meget målrettet virksomhed, så deadlines er.....ahem....meget hyppige). Derfor skal min hobby være 100% drevet af passion og mine strikkemål for 2010 bliver derfor meget enkle:
- Jeg vil strikke det, jeg har lyst til
- Jeg vil færdiggøre det, jeg ikke kan leve uden
- Jeg vil glæde mig selv og mine kære med dejligt strik
- Jeg vil glædes over og bruge af skattene i mit lager
Bevares, jeg sætter mig masser af delmål undervejs - faktisk er jeg så hærdet til det med mål at jeg ikke kan lade være. Og jeg øver mig meget i bare at gøre som der står i de tre ovenstående mål.
Det var ordene. Jeg håber de var interessante og jeg glæder mig til at læse dine...
Ha' en fortsat god søndag derude i det ganske, danske og udenlandske blogland!
....den feminine Cobblestone? Der kom noget i vejen....børnestrik, as always....mere om det næste gang.
Tak for jeres dejlige kommentarer - og hvor er det fedt vi er så mange med simple og enkle mål til vores strik....
:-) Britt
Posted by: britt | marts 15, 2010 at 21:22
Jeg forsøger igen, selvom jeg er blevet smidt af de sidste gange jeg har forsøgt at kommentere. Et lille strikkeår???? Alt er jo relativt, men som du ved er jeg imponeret over alt det du når. Hvis jeg uddelte the Kvist awards tror jeg der ville være en del sammenfald. AD og Sanne/Rasmilla er også mine heltinder. Amen til dine målsætninger, og tak fordi du gider dele
Knus, Lise (der stadig håber at kunne snige sig ind i din kommentarboks, måske under pseudonym?)
Posted by: Lise (fru Kvist) | marts 09, 2010 at 21:07
Jeg er helt enig med dine målsætninger, for strik skal være sjovt!!!
For øvrigt har du lige mindet mig om, at jeg rigtig rigtig godt kunne bruge en 150 cm rundpind...
Kh Karen
Posted by: Karen S | marts 07, 2010 at 20:11
Opsummeringsposte er rigtig spændende og interressant læsning. Det er nogle smukke ting du har fået kreeret (som sædvanligt) og ja, det kan være nødvendigt at minde sig selv om engang imellem at man kun skal strikke af lyst og kun det man har lyst til.
Posted by: Lena | marts 07, 2010 at 19:41
ja da, supermodeller du har fået luftet på den røde løber. Og dine mål er så simple, og jeg har dem ligeså. Selv om de lyder simple, skal jeg da minde mig om dem engang i mellem, det skal jo bare være dejligt og afslappende.
Nå ja, og så strik til børn, nu havde jeg lige så godt gang i min Cumulus, men der kom lige nogle børnestrømper susende forbi i overhalingsbanen, og det nyder jeg jo også!
Posted by: Tineke | marts 07, 2010 at 19:24
Fantastisk afslutning på din award uddeling! Har haft de samme tanker om året strik, men det er bare så hulens svært at begrænse sig især (eller også ;-)når det kommer til strik, og inden man får set sig om er to-do-listen lige så lang som den kinesiske mur. Glæder mig til at følge med i om det kan lade sig gøre.
Fortsat god søndag
Posted by: Lone | marts 07, 2010 at 18:09
Interessant læsning, award sæsonen kommer bag på mig hver eneste år. God fornøjelse, man skal nemlig strikke, hvad man har lyst til.
Posted by: Ulla | marts 07, 2010 at 16:47
@ Henriette: skønt at det virker....men jeg har ikke ændret noget....øhmmmm
Posted by: Britt | marts 07, 2010 at 16:37
HURRAAA, nu virker det igen. Herligt herligt. Hvad har du ændret? Bare sådan at jeg kan skrive på bla strik til marsvins blog også..
Kh Henriette :))
Posted by: henriette | marts 07, 2010 at 15:35
Testing - testing - der er åbenbart problemer med at få lov til at lægge en kommentar - gad vide om der er problemer hos Typepad (min blog udbyder)?
Elin, du har absolut ret!
Posted by: Britt | marts 07, 2010 at 13:20
Jamen selvfølgelig skal ens hobby da være drevet af 100% passion, det er jo et åndehul. Jeg synes det er sjovt at læse din awards, søde og sjove og dejlige kommentarer.
Posted by: elinF | marts 07, 2010 at 12:01