Det er da godt nok længe siden at fruen har haft en biblioteksladning bøger forbi denne kanal. Og bøgerne på det ene billede er det godt nok også en rum tid siden jeg havde hjemme....men nu er det nok i virkelighed tiden til at få hentet ind på det hængeparti....
Debbie Bliss: Family Knits og Essential Kids
Typisk Debbie Bliss bøger, dvs modeller med det der let romatiske snit, fine detaljer og modeller, der nogengange ligner noget fra en svunden romantisk æra. Men der er nu noget ved dem, der fænger - tjek f.eks. forsidemodellen på Family Knits.
Rowan 45 (sommer 2009)
Faktisk en meget heldig udgave af Rowan Magasinet. Det virker klart som om Rowan er ved at komme sig over tabet af Kim Hargreaves og igen er ved at finde rytmen. Der er mange smukke modeller, både de klassiske, de romantiske og de let fjollede. Jeg glæder mig allerede til at se vinter-udgaven.
Jillian Moreno: More big girls knits
Som titlen antyder: 2. bog om emnet - et emne, jeg er sikker på mange gerne så beskrevet mere i strikkeverdenen, da ikke alle kan smutte ned i de mere skinny modeller. Jeg synes dog kun denne lykkes halvt. Lidt for meget tyk strik efter min smag og ikke helt stilig nok. Næ, kig på en af bøgerne på billedet nedenunder, hvis du gerne vil strikke i store størrelser.
Elise Duvekot: Knit one below
En helt utrolig bog. En bog, der udelukkende udforsker universet for teknikken "knit one below" - og jeg skal da lige love for at det er et spændende univers. Det var faktisk den bog, jeg helst ikke ville aflevere igen. Måske vil jeg aldrig komme til at strikke en eneste model fra bogen....men inspirationen.....så hvis du er typen, der gerne vil have inspirations/teknik bøger på hylden er den nok også noget for dig.
Rowan: Knitting goes large
Dette er bogen, hvis du gerne vil strikke smarte, store størrelser. Typisk Rowan (og denne endda med Kim Hargreaves modeller) med modeller, der er klassiske, enkle, smukke og meget, meget brugbare. Der er også et afsnit om hvordan man finder ud af hvad der vil være klædeligt.
Michele Rose Orne: Inspired to knit
En bog med modeller fra et helt andet univers end Rowans. Her gælder nærmest mantraet "more is more" og modellerne er da også utroligt detaljerige med fokus på blikfang. Der er mange rigtigt smukke modeller i bogen - den vil helt sikkert kunne glæde mange.
Kay Meadors: I can't believe I'm lace knitting
Jeg ved ikke rigtigt. Ingen af modellerne fænger rigtigt - der er så mange smukke lace modeller allerede og disse hæver sig ikke rigtigt over det ordinære. Til gengæld har forfatteren taget hensyn til folk med svagt syn, for skrifttype og diagrammer er store.
Lise-Lotte Lystrup: Vintage Knitwear
Hvis du leder efter en bog, hvor der er lavet nøjagtige opskrifter til gamle sweatre, så er denne sagen. Men der er ikke så meget som et milligram originalitet i bogen. Alt er nøjagtige kopier af sweatre fra en svunden tid. Fint og præcist lavet og der er den del brugbare modeller, men det tænder altså ikke passionen hos mig.
Rowan Magasine 46 (vinter 2009)
Jeg skal lige love for at Rowan er ved at finde rytmen igen og finde tilbage til rødderne: den britiske, sofistikerede og alligevel klassiske stil. Denne udgave har flere supergode modeller, og der er tydeligvis fundet arvtagere til Kim Hargreaves. Hun er noget helt unikt, men de andre kan altså også godt. Stockport skal jeg da helt sikkert have kigget lidt nærmere på.
Annette Danielsen: Det er ganske vist
Min egen bog - bestilt allerede før udgivelse. Jeg var 110% sikker på at den ville være et hit - hendes 2 andre bøger er superhittere og endnu en børnebog fra hendes hånd kan bare ikke gå galt. Og den lever så absolut op til mine forventninger. Den slår ikke Hønsefødder & Gulerødder i appetitlighed - jeg bliver SÅ glad af at bladre i dens meget farverige sider. Men den nye bog indeholder også utroligt mange gode modeller - især på drengesiden er den helt fantastisk. Min søn har allerede ønsket sig indtil flere af dem. Kan anbefales på det varmeste.....og der kommer helt sikkert flere af modellerne her på kanalen!
Det var denne omgang. Jeg håber du kan bruge det til noget.
Gad vide hvor lang tid der nu går til næste gang.....?
Du kan tro, det kan bruges til noget--masser af inspiration og super information til en ikke alt for erfaren strikker--det er noget der du'r.
Så tak for det:)
Posted by: Ulla Kristensen | oktober 25, 2009 at 15:12
Det er da bare dejligt at Rowan har fundet sine egne fødder igen - det var sådan et lækkert blad førhen.
Posted by: elinF | oktober 20, 2009 at 19:31
Tak for tour de bibliotek, så mange gode sager har mit ikke, men så ved man da hvad man skal bestille næste gang, når jeg har læst mig igennem alle dem jeg har købt på det sidste..:o))
Posted by: Jette | oktober 20, 2009 at 18:46
Spændende, spændende, det er lige før jeg også må igang med biblioteket, men jeg tør næsten ikke....... Har i forvejen ca. 646 modeller (mindst ;-) som jeg har lyst til at strikke ;-)
Posted by: Gitte | oktober 19, 2009 at 22:33
Som altid en god beskrivelse af bøgerne - rart med anmeldelser så man ved hvad man skal lede efter. Dog vil jeg lige forsvare More Big Girl Knits - jeg kan godt se at de ting strikket i tynd garn er lækre, men når man (som mig) skal op i noget der ligner str 60 så gider man (jeg) altså ikke strikke på pind 3! Det vil tage årevis...
Posted by: Britta | oktober 19, 2009 at 18:00
Superlækkert, bøger jeg ikke vidste fandtes. Dit indlæg fik mig en tur omkring bibliotekets bestillingsside og nu venter jeg på 237 bøger (eller noget) jeg fik ramt bestillingstasten til.
Hvis jeg er heldig kommer de ikke alle på een gang - det kan blive tungt at slæbe :)
Men altså det jeg ville sige er, at det var lækkert at læse en kort introduktion og få gode ideer til læsning - Tak :)
Posted by: Pernille | oktober 18, 2009 at 22:23