Voila!
På en af årets første forårsdage kom Viften på pindene og i denne weekends brag af et forår blev den færdig. Meget passende for en model, der i den grad signalerer yndighed, lethed og feminine linier. Den er som skabt til at blive luftet en forårsdag, hvor der skal lidt lunt på skuldrene.
Jeg er meget tilfreds. Natten mellem lørdag og søndag blev den færdig og kort prøvet på inden den røg i vaskemaskinen. Uhhh, der skal vist trækkes lidt her og der....Lidt senere kunne jeg trække en blød og halvlådden model ud af maskinen og jeg strakte og klappede den i form. Viftemønsteret i forkanten som inden vask bøjede rundt var lige til at trække på plads og klappe fladt. Og ærmerne, der før vask var lige lovligt smalle blev trukket lidt bredere.
I dag blev den lagt ud på et håndklæde i græsset og så skal jeg love for at den tørrede hurtigt. På med den og op foran spejlet.....wauw!! Den er blevet temmelig god og har forvandlet sig fra OK til fantastisk efter vask & stræk. Et klart hit! Det er lige før det er den, der skal med til konfirmation om et par uger...
Jeg synes Marianne Isager har begået en konstruktionsmæssig genistreg ved at anvende vifteformen kombineret med raglan. Det er så flot - og sammen med det effektfulde parasol-mønster er den lige i øjet. Det sjove er at jeg normalt slet ikke er en en flæse-og-blonde kvinde. Jeg elsker rene, stringente og funktionelle linier. Og alligevel går denne model rent ind. Eneste lille anke ved modellen er at ærmerne er smalle; ret smalle....og der skal fifles mere end normalt hvis man vil have bredere ærmer uden at øge kropsvidden. Men nu har jeg vænnet mig til det og synes faktisk at det er med til at gøre modellen så fin.
Udover kantmaskerne (se her) har jeg ikke opdaget egentlige fejl i opskriften. Der er et par udeladelser (er det ikke også sådan Soduko er?), idet man skal huske at:
* lave den fremhævede kantmaske langs alle raglankanter
* forkanterne sys sammen vrang mod vrang i nakken
* de 2 x 14 masker fra forkanten strikkes sammen med ryggens 29 masker, ret mod ret
* de sidste 5 masker på ærmet trækkes blot sammen
Garnet er ikke Isager's - så langt fra. Men det er stadig dejligt - og ret billigt. I denne model er der brugt garn for cirka 200 kroner...det må man sige er særdeles rimeligt. Garnet er lavet af merino (tror jeg) og ubørstet mohair og det bliver lidt låddent efter strik og vask. Mohair'en er helt sikkert ikke kid mohair - for det er en anelse rustikt og jeg har det mistænkt for at fælde en anelse i brug. Men det er absolut et bekendtskab værd.
Vi iler til faktaboksen:
Garn: Natural mohair fra The Coloured Wool Company i New Zealand, lys lilla, brugte 440 gram.
Model: Viften fra Marianne Isager's Japan bog
Pinde: 3½ mm rosentræspinde....uuuhhhmmmm...
Ændringer: ingen - udover kantmaskerne
Tidligere posts (og korrektioner) om denne ses her og her.
Hot? Jo, jeg er meget positivt overrasket - den er endnu bedre end jeg regnede med
Cashmere-O-Meter: +22% - ohhh boy!
Så nu har I set Viften på en helt almindelig dansk kvinde. Jeg ved den står på manges to-do-liste. Bare sæt igang. Den er sjov at strikke!! Og meget store dele af den egner sig fint til TV-strik.
En stor del af andet ærme blev strikket til Schwarzenegger-filmen i fredags (Livsfarlig løgn). Den film overraskede mig også - jeg forventede intet (har ikke just set den herres film før), men den film tog kegler; både spændende og sjov.
Gode overraskelser - dem kan vi godt lide!
Nøj, hvor er den blevet fin - og det er bare den sødeste farve !
KH Tina
Posted by: Tina | april 28, 2008 at 23:24
Hold da helt kæft!! Der blev jeg altså bare SÅ misundelig! OK, det er på den fede måde,ved jo at jeg "bare" kan sætte mig og strikke vidunderet,men altså,den du har lavet er bare SÅ flot! - og neej - jeg plejer godt nok ikke at starte med at bede folk om at holde kæft, men dette er et helt specielt "tilfælde" så jeg håber du tilgiver mig.Helt ærligt så var den jo på min liste med strikketing jeg "mangler", men så skal vi altså være bedsteforældre til oktober og pludselig er der noget andet der skal strikkes.
Kort fortalt:jeg er misundelig,men på den fede måde! Tillykke med din flotte og lækre trøje.
Posted by: Gitte A | april 26, 2008 at 11:46
hej, guuud vad jätteflott vivten är, jag har boken, nu vill jag oxå sticka den
Posted by: marianne lundholm | april 25, 2008 at 21:30
Så smuk...Og helt sikkert lige flot til en pæn kjole og et par slidte jeans.
Filmen, er det ikke den hvor man ser kæmpestore Arnold gå tur med en lillebitte hund, for ligesom at illustrere hvor normal han er?
Posted by: Lise | april 23, 2008 at 21:32
Den er godt nok blevet flot. Og så i en af mine absolut yndlingsfarver. Super.
Pia
Posted by: Pia | april 22, 2008 at 19:56
Hvor er den flot, og klædelig. Den ville jeg også gerne strikke, men jeg tror ikke, jeg kan forstørre den uden problemer. Så jeg nyder billedet af din.
Posted by: Lisbeth | april 22, 2008 at 16:39
Har flere gange kigget på billederne på din blog, kigget på stykkernes facon, og tænkt på hvordan den mon skulle ende.....Og så - Nej, hvor er den altså flot, og super sød forårsfarve! Og set herfra ser ærmerne ikke spor for stramme ud. Passer perfekt.
Posted by: Gitte | april 21, 2008 at 20:28
eejjjjj, hvor blev den flot og klædelig!
du frister.....
malle
Posted by: malle | april 21, 2008 at 19:28
Hvor ser den godt ud - og tak for dine tips til, hvad der mangler i opskriften. Jeg er selv i gang med sidste forstykke på Viften og håber, jeg har fundet alle fejlene ... ellers risikerer jeg en ommer...
Posted by: Lone | april 21, 2008 at 18:53
Tillykke med din Vifte, den er blevet meget smuk. Jeg har selv bogen og jeg syntes, det er en skøn bog, at kikke i, håber jeg også snart kunne få strikket lidt fra den.
Kh. Bebiane
Posted by: Bebiane | april 21, 2008 at 17:53
Flot flot, godt den blev reddet. Og ja filmen var god, selv om det var med ham...
Posted by: Jette Møller | april 21, 2008 at 17:45
Tak for det smukke syn "på en almindelig dansk kvinde" - den er ligeså skøn som du.
Jeg ville også meget gerne kaste mig frådende over pinde og garn. Bogen er fundet frem og suk .... Det er dejligt at der ikke er store fejl i opskriften men mangler der ikke noget ?? Måske en størrelse eller to udover medium:O)
Jeg må vist have gang i en lille strikkeprøve muffedisse og et målebånd.
Knus Helle
Posted by: Helle Holst | april 21, 2008 at 17:42
Hold da op, hvor i klæder hinanden godt - den er virkelig blevet lækker din vifte.
Posted by: ElinF | april 21, 2008 at 10:45
Hvor er den smuk og skøn, og hvor ser du dejlig ud i den (det af dig, jeg kan få øje på) ;-) Dejlig farve, skøn form osv osv (man kunne jo falde helt i staver).
Er forresten helt enig i, at den er perfekt til forårsvejr og tag du bare den på til konfirmation! Så bliver alle godt misundelige!
Kh Karen S
Posted by: Karen S | april 21, 2008 at 09:28
Dejlig vifte du der har fået lavet.
Farven siger forår og sol.
Den er godt nok super !!
Posted by: Yt | april 21, 2008 at 08:43
Super, superlækker Vifte, blevet fantastisk flot og sidder bare godt!
Posted by: Tineke | april 21, 2008 at 08:30
Den er jo superskøn! Fin model og utroligt passende farve! :)
Posted by: Birgitte | april 21, 2008 at 08:18
Hvor er den flot og så i den skønne lilla farve :-)
Posted by: Anne, Mandagspigen | april 21, 2008 at 07:26
Meget flot og så i min yndlingsfarve, den skal helt klart strikkes engang. Tak for hints til sudokuen :-)
Posted by: Ulla | april 21, 2008 at 06:42
wow, hvor er den flot! jeg har jo sukket over den i dine forrige indlæg, men nu ser jeg at jeg bliver nödt til at finde den bog et sted og köbe den.
kh.fra Island
Frida
Posted by: Fríða | april 20, 2008 at 23:09
Neej, en fin og perfekt Vifte. Tillykke med den!
Posted by: Merete | april 20, 2008 at 22:43
Wow, den er blitt utrolig lekker!! Og den ser ut til å sitte perfekt, gratulerer med en nydelig liten jakke!
Posted by: Tora | april 20, 2008 at 22:27
Suuuuk.... hvor ER den smuk. Farven, mønsteret.... jamen altså.... suk.
knus Linda,
som stadig griner når jeg hører Arnold tale, for sådan talte min Østrigske vejleder også :o)
Posted by: Linda | april 20, 2008 at 22:18