I 2006 udkom Knitting out of Africa af Marianne Isager på engelsk på Interweave's forlag. En opdateret og revideret udgave af den gamle danske Afrika bog. Jeg købte den ligeså snart jeg kunne få fingrene i den. Der er mange fine ting og inspiration i den (især Shoowa vesten....har stået på min liste lææææænge...den er såååååå smuk).
Sidste år udkom bogen så på dansk på forlaget Hovedland og mange har sikkert tænkt tanken: mon ikke det er den samme bog bare oversat?
Jeg har nu haft den danske udgave hjemme fra biblioteket, har sammenlignet og kan svare: ikke helt - der er forskel.
De forskelle jeg har opdaget ved at bladre i bøgerne er:
- I den danske udgave er Isager alpaca/virgin wool (som nu hedder Isager alpaca 2) sneget ind i alle de modeller, hvor det kan lade sig gøre. I den engelske udgave er det garn slet ikke brugt (eksisterede vist ikke dengang). Fotos i bøgerne er ens, så deraf kan man konkludere at modellerne i den danske bog ikke er strikket i det angivne garn. Til gengæld kan jeg se at strikkefasthed og mål nogle steder er justeret, så det skal nok komme til at passe.
- Der er konsekvent flere størrelser i den engelske udgave. Shoowa vesten er kun i 1 størrelse (den mindste) i den danske udgave. Det er lidt ærgerligt at de mange størrelser ikke er med i den danske version.
- Modeltegningerne har langt flere mål i den engelske udgave end i den danske - det gør det nemmere at forestille sig hvordan pasformen vil være og at tjekke sit strik undervejs.
- Layout og den måde opskrifterne er beskrevet på er ændret en anelse. Den danske udgave er sat op som de andre Isager bøger og "syntaksen" i opskrifterne er genkendelig, når man kender MI's måde at skrive opskrifter på. Faktisk synes jeg den danske bog er en smule smukkere end den engelske, men den engelske har flere detaljer/oplysninger.
Summa summarum: Den danske er mest Isager'sk, pænest og på eget modersmål, men den engelske har flere størrelser og detaljer og så svært er det heller ikke at strikke på engelsk. Så jeg er alligevel glad for at det er den engelske, der står på min hylde.
I øvrigt mange, mange tak for de mange hilsner på min fødselsdag!! Det luner så lækkert. Fiber-gaver? Nope, njet, nix bix. INGEN af den slags. Men det er nu også min egen skyld, for i år er jeg ikke med i en fibergaveklub og fra familien ønskede jeg mig andre ting (bl.a. har jeg fået denne topfede sag (nano'en)). Whaaaaattttt - ingen fiber - er du gået fra forstanden? Næææ, men lageret er stort nok lige nu. Men jeg pønser på at forære mig selv et udvalg af Harmony pindene i små, skæve størrelser. Har købt en enkelt pind og skal lige teste først.
Oak? Jooe, der strikkes stadig kun på den. Jeg mangler nu kun det øverste af ryggen...og krave og bælte....mere om det næste gang...