Der bliver længere og længere imellem dem: boganmeldelserne! Måske fordi jeg har fået tømt biblioteket for alle de gamle bøger og jeg nu blot står i kø til de nye strikkebøger. Hvis du ikke allerede har opdaget det, så kan du bestille stort set ALLE bøger på denne side: bibliotek.dk.
Har dit eget bibliotek ikke bogen selv, så bestilles den hjem i fjernlån. Skidesmart, Egon! Men væbn dig med tålmodighed - det kan tage laaaaaang tid. En af bøgerne denne gang (Strikk til småfolk) tog det 14 mdr før jeg kunne hente den på biblioteket....uuuffffff! Andre gange får jeg dem lynhurtigt...og så er der også de gange, hvor jeg ikke kan vente og køber bogen selv, så den slet ikke når med i anmeldelserne (som f.eks. Hønsefødder og Gulerødder).
Nå, skal vi se at komme i gang? Her er høsten fra denne runde:
Mette N Handberg: Strikk til småfolk
En utrolig flot bog! Smækfyldt med både traditionelle norske trøjer, de mere moderne udgaver og den mest bedårende lillepigekjole. Meget charmerende bog, som jeg virkelig godt kan lide. Var absolut værd at vente på. Hvis du har en pige i heste-alderen, så har denne bog den flotteste hestetrøje, jeg nogensinde har set! Og man skal ikke lade sig narre af småfolk-titlen - der opskrifter til ret store børn i den også.
Leigh Radford: Oneskein
En fin lille bog med flere fine ting end jeg havde regnet med - dog alligevel ikke helt nok til at få plads på min hylde. Og jeg blev lidt overrasket over at "one skein" ofte er 100 grams bundter - jeg havde troet at der var flere projekter til at udrydde de enlige smånøgler.
Nicky Epstein: Fabulous Felted Bags
Smækfyldt af fede tasker. Jeg er ikke så meget til filtede tasker, men når jeg ser hendes meget fantasifulde tasker så rykker det alligevel lidt i fingrene. Hvem husker ikke Linda's fantastiske klunketaske? Så er du til tasker og fantasifuldt & smagfuldt design er denne bog sagen.
Brandon Mably: Knitting Color
Kaffe Fassett om igen - det er meget tydeligt at han arbejder for Kaffe Fassett. Der er et væld af smukke farver og angstfremkaldende gobelinstrik overalt. Meget, jeg gerne vil eje, men strikke det? Det gider jeg ikke med alle de hoppende garndunter i gobelinteknikken. Bogen er dog interessant og inspirerende med dejlige beskrivelser af de egne, der har inspireret ham og feeede fotos. Så måske mere coffeetable bog i virkeligheden.
Margrit Lohrer: Morehouse Farm Merino Knits
En bog, der er interessant udelukkende pga fortællingerne fra stedet - Morehouse Farm. Der er altid skægt at læse om hvor ulden kommer fra. Garnet derfra ser ud til at være rigtigt lækkert. Men modellerne i bogen: alle sammen set før og ikke værd at ofte hyldeplads på efter min mening.
Marilyn Saitz Cohen: Knitting Simple Jackets
Tag titlen helt bogstaveligt - det er virkelig simpelt design. Få gode og så en helt masse efter opskriften: tykt garn og firkantede stykker strik. Not my cup of tea.
Jennifer Stafford: DomiKNITrix
En helt, helt anderledes strikkebog og så alligevel næsten helt normal. Det ligner en god strikkebog (gode afsnit med teknik og den slags) pakket ind i punket, vampet S/M-agtig staffage. Stort set alle modeller er i den vampede/sexy afdeling - der er dog flere fine. En bog man lige skal bladre lidt i for at få en holdning til den...den virker OK, men jeg har svært ved at abstrahere fra dens layout. Så den endelige dom er: for poppet - jeg vil hellere have en god strikkebog i et back-to-basics layout.
Ilona Petäjämaa: 19 nydelige sjaler
Her blev jeg virkelig overrasket. Jeg har tidligere set de andre bøger i serien (40 tørklæder, 30 sokker...eller hvad de nu hedder), så forventningerne var ikke høje. Men det er faktisk en ganske fin bog. Jeg har bladret den mange gange og dvælet adskillige gange ved flere af sjalsopskrifterne. Hendes tidligere bog: Sjove sjaler er mere pjattet - denne er....ja, nydelig. Kan anbefales for sjalomaner.
Suzan Mischer: Greetings from Knit Cafe
En fin bog med et lækkert layout - men alligevel sådan en, der ligger lige på kanten af interessant og det-har-vi-set-før. Det, der især fangede mit øje var en små-vovet og meget smuk lang aftenkjole strikket i silke. Jeg skal lige bladre lidt mere og så får biblioteket den igen.
Lene Holme Samsøe: Strik til de små 7 & 8
Er du vild med Sødt & blødt (det er jeg) er disse hæfter lige i øjet. Der er flere fine modeller i samme stil, bl.a. den sødeste råhvide trøjer med broderede blomster. Meeeen også tykpindestrik - og det er jeg altså ikke fan af til de små.
Over and out - det var turen denne gang. Jeg håber du nød det. Klik her, så ledes du tilbage til alle de tidligere versioner af boganmeldelser her på kanalen
Ha ha, der er længere ventetid på den bog end der er på de små poder man skal strikke tøj til efter opskrifter i den. Altså: bestil den før du bliver gravid ;-)
Dejligt med en gennemgang af bøgerne. Man får en god fornemmelse af, hvilke der lige skal kigges lidt i.
Posted by: Britta | august 08, 2007 at 22:49
Tak for nomineringen :-)
Har du allerede skrevet dig op til Barbara Albright, The Natural Knitter ellers gør det?
Posted by: Ulla | august 08, 2007 at 14:57
Det var da lige hvad jeg trængte til, en omgang update på bøger jeg godt kunne bruge. Tak
Også tak for nomineringen, jeg er dybt beæret og tænker som en gal over hvem af alle de fantastiske blogger jeg skal kaste samme glans over.
Posted by: anne | august 07, 2007 at 15:23
Som altid grundig gennemgang. Det er sjovt det med at vente på bøger, lige præcis Mette Handbergs bog havde jeg med hjem fra bibloteket sidst og der var faktisk flere eksemplarer på hylden.... men jeg må give dig fuldstændig ret ang. den. Jeg er ikke færdig med at bladre den endnu :-)
Posted by: Janne | august 07, 2007 at 07:46