Et hit! Det kan jeg ligeså godt slå fast med det samme. Den er et kæmpe hit - vesten Slå Om fra Design.club.dk. Det hele ved den er et hit. Jeg kommer til at bruge den. Meget. Rigtigt meget.
Farven....ååååååhhh så lækker og blød turkis (en yndlings hos mig - sjovt nok var der en T-shirt i næsten samme farve i skabet...).
Snittet....meget smukke detaljer med rib på kryds og tværs - og faktisk også temmelig velsiddende...jeg føler mig godt tilpas i den.
Opskriften: lige til at gå til - og rigtig sjov at strikke. Drøner derudaf i rib og alligevel sker der noget interessant undervejs.
Garnet: lækre, sprøde Duo, der giver smukke og fjerlette resultater.
Så kan vi måske ligeså godt stoppe her? Njaejj, for jeg har da også et par erfaringer at dele med jer om denne model.
Første erfaring er ryggen.
Ryggen er med sin skrå rib meget elegant og giver en smuk spids nederst - et yderst klædeligt snit. Spidsen gør dog også at vesten er noget længere på ryggen end foran - og den kan have en tendens til at folde bagpå ved brug. Derfor vil jeg advare mod at lave denne vest ret meget længere end den er designet - med mindre du er født med en lang overkrop. Faktisk synes jeg den er temmelig perfekt med den korte længde foran og lidt mere bagpå (jeg er en helt almindelig 170 cm høj kvinde).
Anden erfaring er snipperne.
Jeg begriber ikke hvad man skal bruge snippen på venstre forstykke til. Den er da bare i vejen og hænger lidt forneden i siden, hvis ikke man propper den godt op under (og så giver den jo også lidt ekstra volumen lige der i siden - hvem har brug for det?).
Min næste udgave (for det kunne jeg godt finde på) bliver uden venstre snip - og måske i virkeligheden også uden den højre. Vesten ser faktisk også godt ud i åben tilstand - og så ser snipperne lidt noller ud. Til gengæld giver de modellen et twist....og så må man jo vælge....
Tredie erfaring er størrelsen. Mange er bekymrede over størrelsen af denne model - er det virkelig en one size? Ja, det er det - med mindre du er større end str 42 (vil jeg tro). Det er ribben, der snyder - den er meeeeget elastisk og kan give sig meget. Især i våd tilstand efter vask kan man påvirke størrelsen temmelig meget - og skal næsten passe på at den ikke bliver for stor. Til venstre ses den uvaskede (øverst) og vaskede (nederst) udgave. Jeg synes godt man kan se at ribben er mindre stram efter vask og at den næsten bliver lidt slasket.
Min er med få korrektioner (se nedenfor) strikket som i opskriften og resulterede i en model med samme mål.
Sidste erfaring er garnet.
Uanset hvor meget jeg elsker Duo må jeg alligevel konstatere lidt ambivalens i dette tilfælde. Det er næsten lige før jeg synes den er for slasket og tynd....men også kun næsten. Den er så let som en fjer og skøn at have på, men det tynde garn gør den lidt gennemsigtig her og der. Havde jeg taget en hvid skjorte under kunne man tydeligt se det. Det er smag og behag om man kan lide dens tyndhed. Jeg kan godt, men jeg tror nu også det vil klæde modellen temmelig godt at blive strikket af en anelse tykkere garn, f.eks. shetlandsuld 8/2.
Og så må vi hellere til faktaboksen:
Garn: Duo farve 522, sølle 150 gram har jeg brugt!!
Opskrift: Slå Om fra Design.club.dk
Pinde: 3 mm - mine elskede Addi bambus
Ændringer: min strikkefasthed var en anelse i underkanten (det er den altid med de tynde garner på pind 3), så jeg slog 4 masker ekstra op på hvert forstykke og lod dem indgå i den første serie indtagelser - derved kom længden til at passe. På ryggen slog jeg 8 masker ekstra op - de blev placeret i siden og taget ind sammen med ærmegabsindtagningerne.
Tidligere post om vesten kan ses her.
Cashmere-O-Meter: jo, jo - hele 3% oveni
Summa summarum: kan varmt anbefales - det er en skøn vest - både at strikke og at bære!