Modellen, der tegner til at blive denne vinters "blog-basker", nemlig Design.club's Miyake (kig under Design.Club) fortjener da sin egen post her på kanalen. Så her får I lidt cirka-midtvejs-stemning fra Miyake-strikkeriet.
Lad det være sagt med det samme: det er en uhyre let og simpel model - faktisk så let at jeg er ved at gabe kæberne af led af kedsomhed. Jeg holder ellers meget af automatpilot-strik - det er så godt til bare at "jakke derudaf", når hjernen er for træt. Og dette er i den grad automatpilot-strik: skiftevis glat og omvendt glat og det vel at mærke i vældig, vældig tyndt garn på pind 3. Det siger sig selv at det ikke er lynstrik...Langsom, kedelig strik - SUK - hvad søren holder fruen i gang??
Det skal jeg sige jer: garnet, farven og tanken om at svøbe mig en færdig, smuk model. Jeg VIL have den model, faktisk er jeg temmelig overbevist om at jeg da slet ikke kan klare mig uden den - snart....
Og garnet er den type garn jeg holder meget af: 2-trådet ærlig uld, der er spundet på en måde, så garnet kan strikkes løst og luftigt uden at blive slasket. Duo har en løbelængde på 540 m/50 gram og alligevel opfører det sig pænt på pind 3. Til sammenligning kan jeg fortælle at jeg ikke kan få almideligt strømpegarn (ca 420 m/50 gram) til at blive pænt på pind 3.
Duo minder mig i det hele taget en del om et andet yndlingsgarn: Tweed300 fra Pulsen. Begge garner giver let og luftigt strik, der bærer sig godt. Duo er bare noget tyndere. Der er dog en ting, jeg godt vil hamre en pæl igennem: at kalde Duo superblødt er en alvorlig tilsnigelse!! Det er dejlig uld - kradser ikke (efter min smag) - men superblødt? Det holder altså ikke - Arwetta (der også er merino) er betydeligt blødere - men til gengæld også mere slasket. Men skal jeg vælge mellem blødt/slasket og let/sprødt garn - så vælger jeg alligevel det sidste - det strikkede er smukkere - og jeg tror også det er mere slidstærkt. Men til babyer/børn vil jeg ikke satse på Duo - jeg tror de vil sige at det kradser....
Dette smukke garn til venstre er til gengæld den slags merino, der er superblødt. Og faaaaaarverne....ååååhhhhh, hvor er de skønne!!! Jeg super-heldigfis har fået det garnnøgle, jeg vandt i Malle's sokkeregne-konkurrence - og endda med en smuk lille kimono-pynte-ting til. 10000000 tak, Malle! Jeg er SÅ glad for det. Og det er egentlig utroligt at lige jeg skulle få det nøgle garn - for denne farve (Quarry Hill) var en af dem, jeg overvejede seriøst, da jeg valgte farver til Havfrue-Charlotte sjalet. Nu har jeg den - og der er planer med den - for den passer perfekt sammen med det petrol Duo, nu håber jeg så at garnerne også vil lege sammen på pindene.
Sidst, men bestemt ikke mindst vil jeg gerne sige jer mange tak for de mange hilsner til Signe - jeg bliver sørme helt rørt over jeres søde opmærksomhed. Hvor er I skønne!
Hvor er det bare flotte farver, der er i CTH-garnet.
Jeg glæder mig til at Miyake på levende model.
KH Tina
Posted by: Tina | november 08, 2006 at 20:14
det der miyake kit må jeg ha' købt mig, under juleopholdet i DK....det ser skønt ud ...men jeg forstår også kedsomheden i at strikke rib strik! Så er det jo godt at det kun er en vest. Smuk farve du har valgt.
Og hvor er det dejligt at høre at min lille gevinst til dig kan bruges...det bliver spændende at se hvad du skal bruge det til sammen med dit DUO garn.
malle
Posted by: malle | november 05, 2006 at 16:26
Tusen takk for underveis-informasjon. Jeg vurderer sterkt å bestille meg Miyake selv - hvis jeg nå bare kan ta meg tid til å strikke litt til mor når både den store og den bittelille (i magen) stadig har behov...?
Posted by: Ingrid | november 03, 2006 at 20:08
Ja, det er skønt garn og altid i de flotteste farver. min erfaring siger mig også at de knap så bløde garner bedre holder faconen og det er jo værd at tage med;-)
Marie-Louise
Posted by: Marie-Louise | november 03, 2006 at 15:31
Ja, Linda - det er et ærmehul du kan ane. Rillestrikken trækker sig meget sammen - så modellen ser chokerende lille ud som den ligger der. Men den er meeeeeget elastisk - det bliver vist en "krops-smyger".
Farven (585M) har jeg lige set på en anden skærm - der var den godt nok noget heftig....det er en meget, meget smuk mørk og intens fuchsia. Atter kan jeg varmt anbefale farvekort før man beslutter sig...
Julie, jeg er sikker på at du har ret - det bliver blødere efter vask. Jeg har i Isagers butik mærket en model strikket i højlandsgarn (som ellers er noget stridt) og vasket - den var meget blødere end jeg troede.
Det, der får mig til at omtale det specifikt i bloggen er at jeg har set Duo og Tvinni omtalt som så blødt at alle kan bære det mod huden. Det tror jeg ikke på - slet ikke kradse-sarte børn. Men det rokker nu heller ikke ved det faktum at det ER skønt garn....
:-) Britt
Posted by: britt | november 03, 2006 at 11:36
Hej Britt,
Superblødt er det bestemt ikke, det kommer slet ikke i nærheden af lækker merino, MEN jeg har gjort den erfaring, at det bliver mindre stift efter 1. vask, samtidig med at det bevarer faconen. Både Ottilia og Alma har Bette-trøjer i DUO, hvor jeg har kombineret DUO uld med DUO silke/uld, og det er jeg sluppet godt afsted med; de har dog altid en bluse på indenunder.
God weekend!
KH Julie
Posted by: Julie | november 03, 2006 at 07:53
Skøn, skøn farve, forstår helt præcist hvordan du har det med glatstrik. Jeg er vild med duo, tvinni og HFs shetlands uld (der vel bare er pulsen 300 i forklædning). Jeg synes duo silke er noget bløder end alm duo, men farveudvalget er desværre begrænset og ikke særligt fængende.
Posted by: Ulla | november 03, 2006 at 00:02
Hvor er det dog en smuk farve... du har muligvis fristet mig over evne (skal bare lige hjem til Danmark igen, før den slags projekter kan komme på tale), mangler i den grad et kvalitets-strikkeprojekt til mig selv (kommer som regel til at forære tingene væk...).
Kh Karen
Posted by: Karen Skriver | november 02, 2006 at 23:36
Jeg er ret spændt på at se den færdige model lagt fladt ud! Er det er ærmehul man kan ane, eller bare en fold? Det er en superdejlig farve! Og jeg synes også duo kradser, lidt ligesom kaunien. Har pt en hudløs stribe henover pegefingeren hvor kauni og duo slider samme sted ;o)
knus Linda
Posted by: linda | november 02, 2006 at 21:45