Ulla var nysgerrig efter hvad en anden naturvidenskabelig strikker læser og sendte derfor bolden videre til mig. Spændende opgave - jeg elsker bøger! Jeg må dog ærligt indrømme at det ikke er såååå meget jeg får læst med 2 små børn, men lidt bliver det da til. Og Ulla, det er et stykke tid siden jeg har læst naturvidenskabelig faglitteratur - de seneste 6 år har jeg haft lederjobs, så nu er det bøger om ledelse/coaching/personlig udvikling og den slags jeg kværner til jobbet. Kærligheden til naturvidenskaben forsvinder dog aldrig.
Her kommer smøren så (den er laaaaang):
Antal bøger i huset
Det ved jeg sørme ikke og de er ikke på nogen måde samlet et sted så jeg kan tælle. Jeg bor i et lille rækkehus og vil ikke have væggene tapetseret med bøger i den lille stue (så føler jeg at de falder ned i hovedet på mig), så de står rundt omkring. På loftet står flere flyttekasser med bøger, både elskede bøger, bøger fra studiet (så her ligger de naturvidenskabelige) og bøger jeg har glemt jeg ejer. I mit mikro-værksted (som snart bliver Signes værelse, snøft) står en reol med ca 3 hyldemeter bøger - en blandet landhandel af strikkebøger, opslagsværker og fagbøger. Og så har jeg også ca 2 hyldemeter faglitteratur på arbejdet.
Sidste bogkøb
Jeg køber mest "brugs-bøger", dvs bøger der indeholder opskrifter, mønstre, anvisninger, informationer og andre rare ting. Skønlitteratur låner jeg på biblioteket - og køber sjældent. Men senste bogkøb er en strikkebog: Solveig Hisdal "Digt i Masker" - en helt igennem eventyrlig bog med de smukkeste mønsterstrikkede trøjer. Og samtidigt købte jeg H.C. Andersen "Eventyr og Historier" - en komplet samling som jeg glæder mig til at læse med voksne øjne.
Nå ja, så er der jo alle børnebøgerne - dem køber jeg mange af. Mine børn skal have læst op af alle klassikerne - og sjovt nok vil jeg have dem på hylden i stedet for at låne på biblioteket. Sidste køb i den kategori er Peddersen & Findus (sjovere tegninger skal man lede længe efter!) og Ole Lund Kirkegaards samlede historier.
Sidste bog jeg læste
I strikkekategorien er det bladring af seneste høst fra biblioteket - se post nedenfor. Men det tæller ikke rigtigt synes jeg. Så seneste rigtige bog jeg har læst er Kim Hundevadt "Kanten af Kaos" - en bog om den moderne travlhed og om at vi nok har det bedst med at leve på kanten af kaos - ikke for vildt og ikke for kedeligt. En interessant bog med mange gode betragtninger.
5-6 bøger som jeg oftest læser eller har stor betydning for mig
Uha, det er svært at begrænse mig til så få bøger!! Jeg har tænkt, udvalgt og skåret ned og er kommet frem til:
Hawk of the Yellow Wind: Livets Cirkel
Hawk er en indiansk medicinmand fra Canada, der er virkelig god til at overføre gammel indiansk visdom til det moderne liv. Jeg mødte ham på Stifinder-programmet og han gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg bruger dagligt af hans gode råd og visdom - og det HAR gjort livet bedre (jeg ved godt at det lyder lidt frelst *ss*).
Piet Hein: Gruk samlinger
Dem vender jeg tilbage til igen og igen. Der er et gruk til enhver anledning - og det er fantastisk hvordan han rammer en pointe kort, præcist og med humoristisk bid. Jeg læser dem for fornøjelsen og henter inspiration derfra når jeg skal lave en tale eller en præsentation, både de profesionelle og de mere personlige.
Fjodor Dostojevski: Idioten
Der er meget skønlitteratur, der har gjort indtryk på mig - og listen kunne blive lang. Jeg har dog udvalgt denne klassiker, som jeg læste i 1998 på en rejse til Seychellerne. Jeg havde ikke læst skønlitteratur længe, så den skulle have på alle tangenter på ferien og jeg medbragte denne "tunge klassiker". Den fængede i en sådan grad at jeg slugte den råt - og jeg sad jo lissom på verdens smukkeste strande, så det kan da undre!!
Dorthe Studsgarth: Undskyld, hvor kan jeg stille mit moderskab?
En herligt befriende bog jeg læste da jeg var på barsel med mit første barn (som havde kolik....behøver jeg sige mere?). Hun gjorde blandt andet op med eksperttyrraniet og ideen om at vi forældre kan give vores børn en "perfekt" og "rigtig" barndom. Jeg blev så inspireret at jeg kylede ekspertbøgerne ud og valgte at følge min intuition - det var en god beslutning!!
Yann Arthus-Bertrand: Jorden set fra Himmelen
En guuudesmuk bog med fantastiske billeder af vores dejlige klode. Jeg kan bruge lang tid på at bladre i den og studere alle billederne grundigt. Og hver gang bliver jeg mindet om hvor fantastisk og varieret vores klode og dens folkeslag er - og at vi skal gøre vores yderste for at passe på den. For en tekstilnørd er der i øvrigt meget inspiration at hente i den!
Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte
Nok den bog fra barndommen, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg var dybt betaget af historien og den gru og kærlighed der er i den. Jeg glæder mig meget til mine børn bliver store nok til at få den fortalt (og senere selv læse den). Faktisk er jeg meget glad for Astrid Lindgrens bøger!!
Roberto Benigni: Life is Beautiful (Livet er smukt)
Jeg har tilladt mig at tage en enkelt film med. Jeg ved ikke om den stammer fra en bog, men denne film har samme kvalitet som de helt store romaner - i mine øjne. Dens morale er uforlignelig: "There is still another game to play and life is beautiful that way". Har du set den, ved du hvad jeg mener. Har du ikke set den - så skynd dig at gøre det!
Uha, det ser ud til at jeg er en meget seriøs og alvorlig kvinde. Det er bestemt også en del af mig - ligesom en del af mig elsker humor og skæve betragtninger. Jeg kan dog se nu hvor jeg kigger tilbage og prøver at huske bøger så er det de alvorlige af dem, der har gjort størst indtryk og som jeg husker bedst også selvom alle de sjove har givet nogle vidunderlige grin og guldstunder undervejs. Jeg vil ikke undvære nogen af delene!
Hvem vil jeg så sende bolden videre til og hvorfor?
Dana kunne jeg godt tænke mig at sende bolden videre til. Hun har nogen herligt skæve betragtninger (læs bare hendes "About Me") - så jeg vil gerne se hvilke bøger hun inspireres af.