Når man ikke kan strikke må man jo hitte på noget andet....og sidst jeg strikkede strømper savnede jeg en fiks lille måledims med de forskellige strømpestørrelser på. Når jeg strikker til mig selv går det nemt nok - foden er jo lige indenfor rækkevidde. Men jeg har altså ikke liiiige længden på en str 33, 41 eller for den sags skyld 45 i hovedet - så et centimetermål var ligesom ikke svaret. Så nu har jeg bikset mig et Sock-O-Meter - må jeg præsentere:
Her kan også ses at den enlige Sonja (som desværre ikke får makker denne måned..) er en stolt størrelse 38.
Sock-O-Meter er lavet af et gammelt bælte - altså den ende med hullerne - og mærkerne (cm på den ene side og skostørrelser på den anden side) er sat med en permanent pen. Hvorfor et bælte? Jo, det måtte gerne være lidt stift, så det ligesom selv retter sig ud og ligger fint hen langs sokken (i modsætning til de tynde målebånd). Og det må også gerne være med huller for så kan Sock-O-Meter også liiige opbevare den overskydende pind, når man kun strikker med 4 pinde samt de små maskeholdere jeg bruger når jeg vender tåmaskerne rundt og strikker sammen fra vrangsiden. Se her:
Ganske smart - synes jeg da selv. Mål på strømpelængder i de forskellige størrelser kan hentes på denne handy tyske side. Måske din strikkekurv også skal beriges med et Sock-O-Meter?
Og så her til sidst mange, mange tak for de mange gode råd jeg fik til mine eksemplagede hænder!!! En kort status: nu ser det endelig ud til at eksemen er under kontrol (tør næsten ikke skrive det...) og jeg er ved at aftrappe steroidcremerne, men til gengæld er huden ekstremt tynd, skrøbelig og tør, så nu går der nok nogen uger med at genoprette skaderne. Fnys!